Hvad er en støtteperson?
En støtteperson er et tilbud under SPS-ordningen, hvor en studerende bliver knyttet til en medstuderende, gerne fra den uddannelsesretning, som den studerende læser, men det kan også være en anden egnet person. Støttepersonen kan således enten være en studerende fra DTU eller en person udenfor DTU.
Forløbet bevilges primært til studerende med varige psykiske funktionsnedsættelser – herunder Asperger, ADHD, ADD, skizofreni, bipolar affektiv lidelse, angstlidelser, længerevarende depression m.m.
Støtten kan dog også bevilges til studerende med en fysisk funktionsnedsættelse (hjernerystelse, varige fysiske smerter).
Den studerende, som indgår i et forløb med en støtteperson, er optaget på DTU på lige vilkår med andre studerende, men har qua en given funktionsnedsættelse visse udfordringer ift. at studere. Støtteformen er tænkt som en kompenserende støtte, der så vidt muligt skal ligestille den studerende med sine medstuderende. Se ikke den studerende som syg, men som studerende. Hav fokus på vedkommendes styrker og evner.
1. Igangsættelse af støtten
For studerende med psykiske funktionsnedsættelser bliver forløbet igangsat ved et opstartsmøde mellem den studerende, støttepersonen og en medarbejder fra Studenterrådgivningen (SRG). Mødet foregår hos SRG i Dronningens Tværgade i København.For studerende med fysiske funktionsnedsættelser bliver forløbet igangsat ved et opstartsmøde mellem den studerende, støttepersonen og en medarbejder fra SPS-enheden på DTU.
På mødet opridses de formelle rammer af SRG/DTU-medarbejderen. Den studerende får mulighed for at beskrive sin situation med egne ord, herunder status på studiet, sin diagnose (og evt. medicinering) og sine udfordringer. Støttepersonen får mulighed for at præsentere sig selv og første møde uden SRG/DTU-medarbejderen aftales.
2. Selve støtteforløbet
Et forløb med en støtteperson indebærer i udgangspunktet et ugentligt møde af ca. en times varighed. Hvordan og hvilken hjælp der er relevant afhænger af den enkeltes behov, og det vil oftest være noget den studerende og støttepersonen finder ud af hen af vejen.Mødefrekvensen kan også variere i særligt travle perioder (f.eks. i eksamensperioden), eller støtten kan varetages over mail, tlf. eller Skype, hvis den studerende er på udveksling/i praktik.
Et forløb med en støtteperson har nogle overordnede rammer og målsætninger.
- Studiekompetencer:
Støttepersonen kan vejlede og motivere den studerende i forhold til studiemæssige udfordringer. Der kan for eksempel arbejdes med struktur, planlægning og udvikling af strategier. Et forløb med en støtteperson må ikke bære præg af lektiehjælp eller ekstraundervisning (eksempelvis hvis den studerende har været fraværende ved en forelæsning eller har brug for ekstra hjælp i matematik). - Sociale udfordringer:
Nogle studerende kan have særligt brug for støtte til at begå sig socialt. Det kan være alt lige fra at indgå i gruppearbejde, have almindelig social omgang med medstuderende i hverdagen eller deltage i sportsaktiviteter eller festligheder. - Praktiske udfordringer:
Støtten kan indebære hjælp til at overkomme praktiske udfordringer, f.eks. at finde rundt på DTU, at begå sig på DTU’s intranet, at finde ud af hvordan man søger om særlige vilkår til eksamen, hvordan man søger dispensation, eller hvordan man tager kontakt til PF, Studieservice m.m. - Mental opbakning:
Ud over de studiemæssige, sociale og praktiske elementer i forløbet vil støtten i mange tilfælde også være af mental karakter. Alene det at mødes kan være medvirkende til, at den studerende klarer sig bedre, idet støttepersonen er med til at skabe kontinuitet og fastholdelse i den studerendes hverdag. Hvis den studerende for eksempel har haft en eller flere svære dage, kan det være rart at tale med en anden om, hvordan man kan komme videre og tidsjustere sin planlægning fremfor at miste modet endnu mere.
Som afslutning på forløbet skal støtteperson og den studerende sammen udfylde en forløbsbeskrivelse, herunder evaluering af støtteforløbets indhold, beskrivelse af udbytte og vurdering af behovet for fortsættelse af støtten det efterfølgende semester.
3. Forudsætninger
Støttepersoner har altid tavshedspligt.Som støtteperson behøver man ikke at være ekspert på psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser – det mest nødvendige er, at man er et helt almindeligt lyttende menneske.
Støttepersoner, som støtter studerende med psykiske funktionsnedsættelser, vil blive inviteret til en workshop afholdt af SRG. På workshoppen vejledes i, hvordan man varetager rollen som støtteperson med respekt for den studerende og sig selv, og der ydes supervision i de emner, der optager deltagerne. Ud over workshoppen er det også en mulighed at modtage individuel supervision og sparring hos SRG.
4. Praktiske forhold
For at iværksætte et støtteforløb skal den studerende selv henvende sig til SPS-enheden på DTU. SPS-enheden søger om en bevilling hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK). Studerende med psykiske funktionsnedsættelser skal i første omgang ind til en afklaringssamtale hos Studenterrådgivningen (SRG), som herefter skal anbefale støtteformen. For studerende med fysiske funktionsnedsættelser kan vi dog søge direkte om en støtteperson, idet denne gruppe af studerende ikke skal til en indledende afklaringssamtale hos SRG.I de tilfælde, hvor STUK bevilger en støtteperson, hjælper SPS-enheden med at finde en egnet person. I nogle tilfælde vil det være SPS-enheden, der finder støttepersonen via interne stillingsopslag på DTU, eller det kan være den studerende selv, der finder en egnet person/medstuderende. Endelig kan DUOS (leverandør af personlig støtte) være behjælpelig med at finde en egnet støtteperson.
Bevilling til en støtteperson gælder pr. semester og kan genansøges under hele uddannelsen, så længe der er diagnostisk belæg for det. Typisk vil der blive bevilget 20 timer per semester. Ekstratimer kan søges, men ubrugte timer kan ikke overføres til næste semester. Herudover bevilges der 3 timer til støttepersonens deltagelse i SRG workshop, samt 3 timer til støttepersonen til individuel supervision via SRG.
5. Løn
Støtterpersoner bliver ansat hos DUOS. Man registrerer løbende sit timeforbrug hos DUOS, og lønnen udbetales månedligt bagud.6. Gode råd
Input til møder mellem den studerende og støtteperson:- Overordnet semesterplan med fokus på forberedelse til undervisning, afleveringsopgaver, projekter, eksamensforberedelse m.m. Planen kan med fordel udfærdiges af den studerende som et oplæg til første møde, hvor planen så kan indgå som platform for vurdering af fremtidige (del-)mål.
- Ved hvert møde: Hvordan er ugen gået, og hvad er der i vente for næste uge? Brug gerne den overordnede semesterplan til at holde overblik.
- Er der specifikke faglige udfordringer, hvor den studerende skal støttes i at opsøge hjælp?
- Er der sociale studierelaterede udfordringer? (Er der behov for støtte ved initiering af gruppeforløb? Hvordan går det med gruppearbejdet? Er der behov for støtte til at tage kontakt til gruppemedlemmer, undervisere, administrativt personale?)
- Er der udfordringer vedrørende praktiske studieforhold (f.eks. CampusNet, DTU Inside, biblioteket, eksamensplan, praktikophold, m.m.)?
- Er der øvrige personlige udfordringer? (Hvordan går det generelt? Har du en god døgnrytme? Får du nok søvn? Nok fritid?)
Som støtteperson kan det i varierende grad være vigtigt at:
- være præcis omkring relationen og tydelig omkring grænser – både for den studerendes og din egen skyld.
- beskrive og konstatere den aktuelle situation.
- præcisere den rækkevidde, du som støtteperson har (hertil og ikke længere).
- lave en tidsramme og overholde den (for hele perioden og de enkelte møder).
- være meget konkret i dit sprog (særligt til studerende med Autismespektrumforstyrrelser).
- du ikke kommunikerer en eventuel ”dårlig nyhed” per mail; vent, hvis det er praktisk muligt, med at overbringe nyheden til næste møde, du holder med den studerende.
- yde hjælp til selvhjælp – det er ikke tanken, at støttepersonen skal ”ordne” tingene for den studerende, men derimod støtte den studerende til at finde ud af det selv (eksempelvis at turde tage kontakt til underviser eller gruppemedlemmer eller opsøge hjælp hos eksempelvis Studievejledning eller Studieservice.
Som støtteperson er du altid velkommen til at kontakte SPS-enheden, hvis du har spørgsmål, eller der sker noget i forløbet, som du gerne vil drøfte med os. aus-sps@adm.dtu.dk