Studiekort

Som studerende på DTU skal du have et gyldigt studiekort. Du skal medbringe studiekortet som legitimation ved eksamen, når du henvender dig i Studieadministrationen, og når du er på campus. Derudover skal du bruge studiekortet som adgangskort til DTU’s databarer. Hvis du skal have adgang til institutternes lokaler, herunder laboratorier, skal du kontakte studiesekretæren på instituttet, da der er særlige regler om adgang til laboratorier m.m. 

Når du bliver optaget på DTU, skal du selv bestille dit studiekort. Det gør du sådan:

  1. Upload et billede af dig selv til DTUBasen.
    DTUBasen er DTU’s register over alle studerende og ansatte på DTU. Der SKAL være et billede af dig i DTUBasen, for at du kan få et studiekort.
     
  2. Bestil dit studiekort via ”Cardadmin”-siden
    Du logger på siden med de samme loginoplysninger, som du bruger til DTU’s intranet DTU Inside. Studiekortet bliver sendt til din folkeregisteradresse. Har du en udenlandsk adresse, vil du få en e-mail på din studentermail om, hvor du kan hente dit studiekort.
       
  3. Aktiver dit studiekort på ”Cardadmin”-siden.

Dit studiekort er personligt, og du må ikke overdrage det til andre.

Mistet studiekort
Hvis du mister dit studiekort, skal du spærre det og bestille et nyt via ”Cardadmin”-siden.

Hvis dit studiekort udløber eller går i stykker, skal du også selv bestille et nyt. Du kan kun bestille et nyt kort via Cardadmin-siden, hvis dit oprindelige kort var aktiveret.

Hvis du har mistet dit kort, og det endnu ikke var aktiveret, skal du skrive til cardadmin@dtu.dk og bede dem om at producere et nyt kort til dig. Det samme gør sig gældende, hvis kortet efter længere tid ikke er dukket op med posten og må formodes bortkommet. 

Adgang til DTU’s bygninger med studiekort
Du bruger dit studiekort til at komme ind ad en dør med kortlæser ved at swipe/holde kortet foran korlæseren og indtaste din pinkode efterfulgt af #

Du skal bruge dit studiekort til at komme ind i DTU’s bygninger uden for de faste åbningstider. Åbningstiderne er:

Mandag - torsdag:   7:30-17:00
Fredag:                     7:30-16:00

Har du brug for yderligere adgange til en bygning eller et lokale, skal du kontakte den kort-/adgangsansvarlige på det institut, som du ønsker adgang til. Kontakt derfor institutsekretæren på det pågældende institut for at få at vide, hvem det er. 

Har du problemer med at få adgang til bygninger eller lokaler, skal du ligeledes kontakte den kortansvarlige for den bygning eller det lokale, du ønsker adgang til. Har du yderligere spørgsmål om studiekort, kan du kontakte Studieadministrationen på studadm@adm.dtu.dk