Regler for studieskift og retningsskift på kandidatuddannelsen

Studieskift og retningsskift på kandidatuddannelsen

Retningsskift på kandidatuddannelsen
Hvis en studerende ønsker at skifte retning på DTU, skal DTU vurdere, om den studerende kan foretage et studieskift eller retningsskift.

Hvis den studerende ikke kan foretage et retningsskift, vil det blive vurderet, om den studerende kan blive optaget på uddannelsen.  

Retningsskift betyder, at en studerende skifter studieretning inden for samme uddannelse, det vil sige fra en kandidatretning til en anden kandidatretning på DTU.

Ansøgning og ansøgningsfrister
Ønsker den studerende at skifte kandidatretning på DTU, skal den studerende søge om optagelse på den nye retning, efter gældende tidsfrister for optagelse. Den studerende skal opfylde alle adgangskrav til den nye kandidatretning inden semesterstart.

Reglerne for optagelse på DTU's kandidatuddannelser er beskrevet på DTU's hjemmeside.

Retningsskift med studiestart 1. september
Ansøgere, der ønsker at skifte retning, skal overholde samme ansøgningsfrister som andre ansøgere til DTU’s kandidatuddannelser. Ansøgningsfrister findes på DTU.dk under ’Optagelse på Kandidatuddannelsen’

Der søges om retningsskift via dans.stads.dk. Ansøger har pligt til at oplyse, at vedkommende allerede er indskrevet på en uddannelse ved DTU.

Retningsskift med studiestart 1. februar
Ansøgere, der ønsker at skifte retning, skal overholde samme ansøgningsfrister som andre ansøgere til DTU’s kandidatuddannelser. Ansøgningsfrister findes på DTU.dk under ’Optagelse på Kandidatuddannelsen’.

Der søges om retningsskift via dans.stads.dk. Ansøger har pligt til at oplyse, at vedkommende allerede er indskrevet på en uddannelse ved DTU.

Behandling af ansøgningen
For at en ansøger kan foretage et retningsskift, skal følgende krav være opfyldt:

  • Ansøger skal opfylde de gældende adgangskrav til den ønskede uddannelsesretning
  • Ansøger skal opfylde de gældende sprogkrav

Studieskift på kandidatuddannelsen
Studieskift omfatter følgende:

  • Eksternt studieskift fra en uddannelse på et andet universitet til en kandidatuddannelse på DTU.

For studieskift fra et andet universitet til DTU, skal ansøger overholde samme ansøgningsfrister som andre ansøgere til DTU’s kandidatuddannelser. Ansøgningsfrister findes på DTU.dk under ’Optagelse på Kandidatuddannelsen’.

Konsekvenser for retningsskift og studieskift for kandidatstuderende

Tidsfrister for retningsskift og studieskift på kandidatuddannelsen

  • Maksimal studietid er normeret studietid + et år fra studiestart på den nye retning/studie, dog nedskrevet med et semester for hver 30 ECTS-point den studerende får overført til den nye retning.

Kurser og eksamensforsøg
Beståede kurser, der kan overføres til de obligatoriske grupper på den nye retning, vil blive meritoverført. Beståede kurser, der kun kan overføres til gruppen af Valgfrie kurser, skal den studerende selv beslutte, om han/hun vil have meritoverført. Vær opmærksom på at den maksimale studietid nedskrives med et semester for hver 30 ECTS-point den studerende får overført til den nye retning.Se reglerne for før-start-merit på DTU Inside under 'Studieregler'/'Merit'/'Før-start-merit'.

Eksamensforsøg i ikke-beståede kurser på den gamle retning følger den studerende, hvis eksamensforsøgene ligger i kurser, der er obligatoriske eller en del af de obligatoriske grupper på den nye retning eller har pointspærring med et kursus på den nye retning. 

Den studerende bliver løst fra ikke-beståede kurser, som udelukkende kan overføres som valgfrie kurser, medmindre den studerende ønsker at meritoverføre kurserne til den nye retning. Ønsker den studerende at lade tidligere ikke-beståede kurser indgå i den nye kandidatretning, følger antal brugte eksamensforsøg i kurset den studerende.

Studerende, der har opbrugt alle eksamensforsøg i et eller flere kurser, der indgår i den nye retning, skal søge dispensation for ekstra eksamensforsøg. Dispensationen kan først søges efter retningsskiftet. Det er den studerendes eget ansvar at undersøge, om der skal søges dispensation. DTU informerer ikke studerende, der laver retningsskift på kandidatuddannelsen om, hvorvidt de skal søge dispensation for opbrugte eksamensforsøg.

Studerende, der foretager retningsskift, skal selv tilmelde sig de kurser, som de ønsker at følge på den nye uddannelsesretning.